Interessen for haven, planter og naturen har jeg altid haft.

At man kan leve af det, var slet ikke en mulighed jeg havde overvejet, før en af mine kammerater, som havde bemærket, at jeg arbejdede frivilligt i mine forældres have, undrende spurgte mig om jeg skulle være gartner. Det åbnede mine øjne for en spændende mulighed, og sådan blev det.

5 1/2 års udannelse

Det blev en lang uddannelse – først 3 1/2 år i mesterlære, derefter yderligere 2 år for at blive gartneritekniker. Al min nyvundne viden skulle prøves af, så jeg søgte til England til den berømte planteskole Hilliers, nær Southampton.

Hilliers, den berømte planteskole

Hilliers er en sortimentsplanteskole ud over alle grænser med op mod 10.000 forskellige planter i produktion – fra stauder til store træer. Bl.a. 127 forskellige slags enebær og 72 forskellige japanske kirsebær, så her var der noget at lære.

Tilbage til Randers – Vasen Planteskoles plantecenter

Turen gik tilbage til Randers, hvor jeg i 2 år var leder af Vasen Planteskoles plantecenter. Men rejselysten var ikke mættet endnu, så jeg tog til USA og blev ansat hos Siebenthalers Nursery ved Dayton i staten Ohio. Endnu en enorm planteskole på 350 hektar med træer og store buske, og ikke mindre end 2 store havecentre.
Jeg arbejdede skiftevis i produktionsafdelingen og i havecentrene og lærte en masse.

Ohio og tilbage igen

I 1986 vendte jeg igen tilbage til Randers. Nu skulle al den erfaring omsættes til den bedste planteskole i området! Jeg så at gartneriet på Hobrovej 308 var til salg, så nu var chancen der.
Der var ikke langt fra tanke til handling og i foråret 1987 blev de første planteskoleplanter sat i jorden, og planteskolen fik sin spæde start. Produktion af haveplanter tager normalt nogle år, så mens jeg ventede startede jeg en anlægsafdeling, så der var noget at leve af.
Begge afdelinger voksede sig store og i 2002 følte jeg at det var på tide at vælge side og fokusere på det, der var den oprindelige ide.
Anlægsgartneriet blev solgt fra og jeg koncentrerede mine kræfter om planterne og åbnede i 2003 et have-center med salg til private.

Vision

Min vision er at et havecenter først og fremmest skal dreje sig om planter – gode, sunde, hårdføre planter, som mine kunder kan have succes med i deres egen have. Et havecenter, hvor man kan komme og få den rette rådgivning, inspiration, hjælp og vejledning. Jeg vil overlade det til dig at bedømme, om det er lykkedes