Forårskur til græsplænen

Når man ser på sin græsplæne lige nu er det svært at forestille sig det frodige grønne tæppe en græsplæne gerne skulle være. Grå, vissen, trist og måske endda med sorte huller efter svamp eller muldvarpe. Fortvivl ikke, der er hjælp at hente, men det bliver hårdt arbejde.

Du skal vente med at gøre dette til græsplænen er nogenlunde tør – en svuppende våd eller frossen plæne, har ikke godt af at man går for meget på den.
Først lægger du ud med at rive hele græsplænen igennem og fjerner alle visne blade, kviste, mos, dødt græs og hvad der ellers ligger på den. Vær advaret – det er hårdt arbejde og du får helt sikkert ømme muskler. Du kan evt. dele arbejdet over nogle dage, hvis du har en stor plæne.

Hvis der er området hvor jorden er trykket meget sammen, i ganglinier eller hvor der står vand efter regn, er det en god ide at lufte jorden.
Det gør du ved at stikke en greb i jorden med korte mellemrum så der bliver en hel række små huller i plænen.
Hullerne fylder du op med en blanding af jord blandet med kompost og sand, så der dannes nogle ”nedløbsrør” fra overfladen af plænen og ned til rødderne.

Så skal der gødes

Brug en plænegødning med et højt kvælstofindhold – ca. 3 kg pr. 100 m2, det kan variere lidt fra produkt til produkt, så læs på posen.

De steder, hvor der er store huller, er det en god ide at efterså – men vent med det til det bliver en smule varmere.
Sørg for at jorden hvor du eftersår er jævn og fintrevet uden store jordklumper og sten. Vand jorden igennem inden du sår, så sejler frøene ikke væk, og dæk dem med et tyndt lag jord.

Husk at gøde din plæne jævnligt hen over foråret, sommeren og et stykke ind i efteråret, den har brug for noget at leve af. Og lad nu være med at tænke, at hvis du ikke gøder, så skal du ikke slå græsset så tit. Det er korrekt at udpint græs ikke vokser så hurtigt, men resultater er også derefter.

Hvis man vælger at have en plæne bør man også passe den ordentligt, så gødning er vigtig.

Min græsplæne er grim, ujævn og fuld af ukrudt – hvordan bliver den pæn igen?

Græs har den forunderlige egenskab at jo mere man klipper det jo bedre vokser det. Jo bedre græsset vokser jo mindre plads er der til ukrudt, som i øvrigt ikke bryder sig om at få kappet hovedet af hele tiden. Du kommer altså langt ved simpelthen at klippe din plæne ofte – gerne 3 gange om ugen når den gror allermest.

Husk også at gøde den flere gange hen over sæsonen – efter devisen lidt men ofte, hellere end sjældent og meget. Græsset bliver tættere og pænere af denne behandling alene.
Hvis du vil lægge endnu flere kræfter i det kan du ”topdresse”, hvilket vil sige at lægge et tyndt lag god jord iblandet kompost og sand de steder, hvor der er fordybninger. Laget skal ikke være mere end 2-3 cm, og græsset skal være vokset helt igennem laget før du lægger det næste lag på.
Hvis jorden er meget sammentrykket og hård kan du gøre livet lettere for græsrødderne ved at bruge en greb og stikke huller i plænen.

Derefter fejer du samme jordblanding i hullerne som du brugte til at topdresse. Dette giver luft og vandingskanaler ned i plænen så græsset bedre kan udvikle sig.
Lad være med at tromle plænen, selvom det kan virke som en hurtig og nem løsning. Det eneste du får ud af det er at trykke jorden sammen så rødderne bliver mast og ikke kan få luft, hvilket gør plænen endnu grimmere.

Vi kan anbefale at bruge Komposteret Kogødning som kan købes i poser á 50 liter. Det er effektivt, nærringsrigt, lugter ikke og er let at arbejde med.